Husorden

§ 1. Affald mv.

(1.1) Køkkenaffald og lignende skal henlægges i skraldebeholder, der er placeret på egen grund. Skraldebeholderen må ikke placeres i skellinje mod offentlig gade/vej.
(1.2) Haveaffald til afhentning må først stilles på fortovet sidste weekend før afhentning. Den grønne beholder til haveaffald skal i lighed med skraldebeholderen (pkt. 1.1) anbringes på egen grund. Beholderen til haveaffald må ikke placeres permanent i skellinje mod offentlig gade/vej.
(1.3) Storskrald til afhentning må først stilles på fortovet sidste weekend før afhentningsdagen.
(1.4) Afbrænding af haveaffald må ikke finde sted jvf. Regulativ for husholdningsaffald i Københavns Kommune §7.

§ 2. Parkering

(2.1) a. Andelshaverne er forpligtet til at etablere indkørsler til egne køretøjer. Parkering af egne køretøjer og køretøjer til rådighed skal ske på egen grund eller på en af de offentlige veje. Hele køretøjet skal parkeres på egen grund.

b. Ved henvendelse til bestyrelsen, kan der i enkeltstående tilfælde opnås dispensation for parkering på egen grund. Såfremt der meddeles dispensation, udsteder bestyrelsen en tilhørende parkeringslicens i foreningens private parkeringsordning, så andelshaverens køretøj ikke tildeles en parkeringsafgift i den periode, dispensationen løber. Det påhviler andelshaveren at sikre, at køretøjet parkeres i overensstemmelse med gældende love og regler, og ellers vil køretøjet – uanset den meddelte dispensation/parkeringslicens – blive tildelt en parkeringsafgift. 

(2.2) a. Gæsteparkering af køretøjer på vore veje, skal foretages, så de er til mindste muligt gene for den øvrige færdsel og i overensstemmelse med de til enhver tid gældende love og regler for parkering.

b. Parkeringslicens til gæster: Den enkelte andelshaver kan udstede tidsbegrænsede parkeringslicenser til køretøjer ejet af gæster og håndværkere med ærinde hos andelshaveren. Andelshaveren må ikke udnytte denne ret til at give andres køretøjer en parkeringsmulighed, der må siges at ligge uden for dette formål. Misbrug af denne ret vil efter forudgående påbud føre til, at andelshaveren fratages retten til at udstede tidsbegrænsede parkeringslicenser til køretøjer, der ikke er ejet af andelshaveren. Det påhviler ejeren af køretøjet at sikre, at parkeringen foretages i overensstemmelse med gældende love og regler, og ellers vil køretøjet – uanset den meddelte parkeringstilladelse – kunne tildeles en parkeringsafgift.

(2.3) Ved permanent parkering af campingvogn/trailer, skal hele køretøjet være inde på grunden, og det må ikke ske på bekostning af parkeringsplads til bilen.

§ 3. Renholdelse af fortov og vej.

(3.1) Fortov og vej uden for egen grund skal renholdes (fejes) jvf. politivedtægten § 58, § 59 stik. 1 og § 67.
(3.2) Beplantning mod veje skal holdes klippet, således at det ikke er til gene for færdsel på fortovet jvf. lov om private fællesveje § 47.
(3.3) Byggematerialer o.l. henlagt på fortov/vej skal være fjernet ved mørkets frembrud eller behørigt afmærket jvf. færdselsloven § 87 stk. 1 og 2.

§ 4. Fælles anlæg

(4.1) Efter ophold i foreningens fælles anlæg skal disse forlades i samme stand som man forventer at forefinde dem ved næste besøg, og endvidere må der ikke ske afbrækning af grene, blomster eller lignede.
(4.2) Hunde må kun luftes i snor, og deres affald skal straks fjernes jvf. politivedtægten § 33 stk. 2 og 3.

§ 5. Støj

(5.1) Unødig støj, der kan genere de omkringboende, skal undgås.
(5.2) Støjende havearbejde, såsom træfældning, hækklipning, græsslåning og lignende, med el -/ benzindrevne redskaber, må ikke finde sted:

    Hverdage efter kl. 19:30
    Lørdage efter kl. 17.00
    Søn – og helligdage før kl. 9.00 og efter kl. 13.00

(5.3) Ved selskaber, musik eller støjende arbejde inden døre skal vinduer og døre holdes lukket for at undgå støjgener.
(5.4) Selskabelighed og musik udendørs skal ske under hensyntagen til de omkringboende.

§ 6. Grillning

(6.1) Tilberedning af mad på grill udendørs må ske, så røg og lugt ikke generer omkringboende. Grillen skal placeres på grunden længst muligt fra omkringboende terrasser og tilsvarende udepladser. Det samme gælder for benyttelse af bålplads eller havepejs.

§ 7. Husdyr

(7.1) Andelshaverne må holde hund og kat og andre almindelige husdyr, så længe disse ikke er til gene for de omkringboende
(7.2) Hønsehold og tilsvarende mindre almindeligt husdyrhold må kun ske med tilladelse fra bestyrelsen og under forudsætning af, at de omkringboende ikke har indvendinger, samt at Miljøkontrollens regulativ for ikke erhvervsmæssigt dyrehold i Københavns Kommune overholdes.§ 8. Haven
(8.1) Haven skal holdes pæn og ryddelig.
(8.2) Det er forbudt i en længere periode at opbevare uindregistrerede køretøjer, både eller andet, der ikke hører til i haven.
(8.3) Det er ligeledes forbudt at opbevare byggematerialer og affald fra byggeri i længere tid end byggeriet varer.

Således vedtaget på generalforsamlingen den 27. april 2000, den 24. april 2018 og den 25. april 2024.