Hvordan kan jeg få hus i Grøndalsvænge?

De forskellige veje til et hus

I Grøndalsvænge bor familier ofte i generationer. Vejen ind i vores fællesskab går typisk gennem vores ventelistesystem, der giver fortrinsret til familie og nuværende beboere. En andelshaver har dog også mulighed for at bytte sin bolig med en person udefra, forudsat at vedkommende bor i en leje- eller andelsbolig, hvor vedtægterne tillader et bytte.

Hvordan fordeles husene?

Medmindre at en andelshaver vælger at benytte sig af sin bytteret, så følger vi en fast rækkefølge når et hus bliver ledigt i Grøndalsvænge. Huset bliver først tilbudt til arvinger, derefter til beboere på den interne venteliste, og til sidst til personer med familietilknytning på vores ekspektanceliste. Først hvis ingen her ønsker at købe, kan andre muligheder komme i spil.

Hvis du er samboende (og har boet sammen med andelshaveren i mindst 2 år), barn, søskende eller en anden direkte arving, kan du overtage huset efter aftale med sælger. Er der flere arvinger, er det sælger, der beslutter, hvem der får mulighed for at købe.

Er du andelshaver og drømmer om at flytte til et andet hus i foreningen? Så kan du blive skrevet på den interne venteliste.

  • Krav: Du skal have ejet dit nuværende hus i Grøndalsvænge i mindst 3 år.
  • Vigtigt: Du skal være skrevet op på listen, før det nye hus bliver udbudt til salg. Bestyrelsen gennemgår alle opskrivninger.
  • Gebyr: Der er et årligt gebyr for at stå på listen.
  • Godt at vide: Som udgangspunkt må du kun eje to andele i Grøndalsvænge i op til 3 måneder i forbindelse med et internt flyt.

Hvis et hus ikke sælges til arvinger eller internt, går tilbuddet videre til dem på ekspektancelisten.

  • Hvem kan komme på listen? Du kan blive skrevet op fra du er 18 år, hvis du er forælder, barn, barnebarn eller oldebarn til en nuværende eller tidligere andelshaver. Tidligere andelshavere og deres tidligere ægtefæller/samboer kan også blive skrevet op.
  • Krav: Du skal kunne dokumentere din familiemæssige tilknytning til foreningen.
  • Vigtigt: Du skal selv melde dig “aktivt boligsøgende” for at modtage information om ledige huse. Ligesom med internlisten skal du stå som aktiv på listen, før huset udbydes.
  • Gebyr: Der er et årligt gebyr for at stå på listen.
  • Læs mere: Du kan finde det fulde regulativ for ekspektanter her.

Har du ingen familietilknytning til Grøndalsvænge?

Selvom de fleste huse overtages via de ovenstående lister, er der stadig et par andre veje ind i foreningen. Her er en “byttebolig” som nævnt i indledningen som sagt en oplagt mulighed.

Siden juni 2023 har vi samarbejdet med portalen Rumly, hvor du kan oprette dig på en bytteliste.

Salg i det fri (via ejendomsmægler) Hvis et hus mod alle forventninger ikke bliver solgt via de interne lister, familieoverdragelse eller bytte, kan sælgeren udbyde det på det åbne marked – typisk gennem en ejendomsmægler.

Bemærk…

  • Spørgsmål om salg: Foreningens administrator kan desværre ikke hjælpe med spørgsmål fra eksterne om huse, der er i udbud på de interne lister.