Fester og traditioner i Grøndalsvænge

Der fejres i løbet af året en række sociale arrangementer i Grøndalsvænge. Bestyrelsen står for afviklingen af de fleste, mens f.eks. De Gule Spejdere eller foreningens beboere står for andet. Information om de forskellige arrangementer sendes hver gang ud med Grøndalsvænge Nyt på forhånd, samt slås op her på hjemmesiden.

Hvis man har lyst til at bidrage til afholdelsen af nogle af de nedenstående arrangementer, så kontakt Socialudvalget. Kontakt os også gerne, hvis I har idéer til andre initiativer.

Fastelavn

Hvert år til fastelavn afholder foreningen tøndeslagning for børnene på Mirabellelegepladsen. Efterfølgende er der normalt slikposer og saft til børnene samt kaffe til de voksne i Foreningsbygningen. 


(Foto: Karin Andersen)

Sankt Hans

De Gule Spejdere afholder normalt et Sankt Hans arrangement d. 23. juni på Mirabellelegepladsen. Dette plejer at bestå af en form for spejder-inspireret underholdning om eftermiddagen (senest i form af en jæger, der fortalte om og parterede et rådyr) og et mindre bål, samt mulighed for at købe øl og mad fra grillen om aftenen.


(Foto: De Gule Spejdere)

Frihedsfest

Foreningen fejrer hvert år, at vi d. 9. september 2015 vandt retssagen mod Københavns Kommune. Dette foregår normalt med et børnearrangement på Mirabellelegepladsen, efterfulgt af øl, saft, mad, snacks og masser af god stemning om aftenen foran Foreningsbygningen. Festen afholdes af praktiske årsagen nærmeste lørdage før/efter d. 9. september.

    
(Foto: Thor Brønsvig)

Høstfest

De Gule Spejdere afholder normalt en høstfest på Mirabellelegepladsen den første lørdag i oktober. Her sælges kage og friskpresset æblemost, lavet af æbler doneret af foreningens beboere. Spejderne går ugen forinden rundt til foreningens beboere og indsamler overskudsæbler til formålet.

    
(Foto: Thor Brønsvig)

Halloween

Der afholdes ikke et officielt Halloween-arrangement i foreningen, men traditionen tro er Grøndalsvænges gader fyldt med små monstre og hekse om aftenen d. 31. oktober 🙂 Hvis man som husstand gerne vil have besøg og uddele slik, så skal man sætte et græskar med lys i foran sin dør. Mange beboere gør desuden ganske meget ud af den uhyggelige udsmykning af hus og have.

    
(Foto: Bjarne Jepsen)

Juletræstænding

Den første søndag i advent tændes lysene på juletræet foran Foreningsbygningen. I den forbindelse serveres der æbleskiver, gløgg og saftevand til alle de fremmødte.

    
(Foto: Bjarne Jepsen og 
Anette Münther Hansen)