Høstfest på Mirabellelegepladsen

Vores lokale trop af Gule Spejdere afholder traditionen tro Høstfest på Mirabellelegepladsen. Dette foregår lørdag d. 6. oktober kl. 11:00 til 16:00. Her kan der købes friskpresset juice af foreningens æbler og måske også æblekager, hvis der er æbler nok.

I ugerne inden høstfesten vil spejderne gå rundt i kvarteret og plukke æbler i de haver, hvor de får lov. Så hvis en flok spejdere ringer på din dør og du har æbler i overskud, så har du her en mulighed for at støtte de lokale spejdere. Alt overskud går til spejderne og deres aktiviteter.

Infomøde om Fornyelse af Æblelegepladsen

Efter de mange fornyelser på Mirabellelegepladsen, så er turen nu kommet til Æblelegepladsen. Faldmåtterne er allerede skiftet ud og småskader repareret, men der skal lidt mere til for at gøre den rigtig sjov for børnene. Parkudvalget har derfor planer om opsætning af et par mindre, nedgravede trampoliner, en lille karrusel samt lidt omrokering for at skabe en naturlig alders-opdeling på legepladsen.
Hvis du er interesseret i at høre nærmere, så kom til infomøde på Æblelegepladsen søndag d. 7. oktober kl 10:00, hvor Parkudvalget vil fortælle nærmere om planerne og svare på spørgsmål.
Mvh
Parkudvalget