Nyt Grøndalsvænge Nyt udsendt d. 7/10

Der blev søndag d. 7. oktober udsendt seneste version af Grøndalsvænge Nyt, og i går, torsdag d. 11. oktober blev papirudgaven runddelt til de beboere, som har bedt om at modtage det i denne form. Hvis der er nogle beboere, som ikke har modtaget Grøndalsvænge Nyt som forventet, så kontakt IT & Kommunikationsudvalget på KOM@groendalsvaenge.dk. Hvis man ikke bruger mail, så kan administrationen videregive beskeden.

Åbningstider i efterårsferien

I næste uge holder landets skoler (og sikkert mange af vores beboere) efterårsferie. Der holdes dog ikke ferie i Bygge- og Vurderingsudvalgene, og man kan derfor også træffe dem mandag d. 15. oktober kl 18-19 i bestyrelsens lokaler.

I administrationen holder Mette Overby ferie, men hendes sekretær, Lene Køhler, holder åbent som normalt i uge 42.

Høstfest på Mirabellelegepladsen

Vores lokale trop af Gule Spejdere afholder traditionen tro Høstfest på Mirabellelegepladsen. Dette foregår lørdag d. 6. oktober kl. 11:00 til 16:00. Her kan der købes friskpresset juice af foreningens æbler og måske også æblekager, hvis der er æbler nok.

I ugerne inden høstfesten vil spejderne gå rundt i kvarteret og plukke æbler i de haver, hvor de får lov. Så hvis en flok spejdere ringer på din dør og du har æbler i overskud, så har du her en mulighed for at støtte de lokale spejdere. Alt overskud går til spejderne og deres aktiviteter.

Infomøde om Fornyelse af Æblelegepladsen

Efter de mange fornyelser på Mirabellelegepladsen, så er turen nu kommet til Æblelegepladsen. Faldmåtterne er allerede skiftet ud og småskader repareret, men der skal lidt mere til for at gøre den rigtig sjov for børnene. Parkudvalget har derfor planer om opsætning af et par mindre, nedgravede trampoliner, en lille karrusel samt lidt omrokering for at skabe en naturlig alders-opdeling på legepladsen.
Hvis du er interesseret i at høre nærmere, så kom til infomøde på Æblelegepladsen søndag d. 7. oktober kl 10:00, hvor Parkudvalget vil fortælle nærmere om planerne og svare på spørgsmål.
Mvh
Parkudvalget

Tak for endnu en fantastisk Frihedsfest!

Lørdag d. 8. september afholdt Grøndalsvænge sin 4. Frihedsfest for at fejre sejren over Københavns Kommune i 2015. Og heldigvis var vejret meget smukkere end sidste år!

Festlighederne blev sparket i gang med en Børnefrihedsfest om eftermiddagen, hvor børnene med sang, boder, hoppepude, kage og meget andet godt havde en fantastisk fest sammen! Mange tak til alle de frivillige, som stillede op for at bemande boderne eller som dukkede op med utrolig mange flotte kager 🙂

Om aftenen stod spejderne igen for at grille pølser til alle, og der var indkøbt store mængder øl og snacks til at sikre en hyggelig aften. Og midt i den festlige stemning blev det pludselig annonceret, at Joey Moe ville komme forbi og synge et par numre for os – det var stort! 🙂

Tak til alle de festlige børn og voksne, som dukkede op og gjorde det til en mindeværdig dag! 🙂 Hvis man har lyst til at mindes dagen, så kan Grøndalsvænges beboere finde en masse billeder fra dagen her.

Frihedsfest lørdag d. 8. september

Som der efterhånden er tradition for, så fejres sejren over Københavns Kommune i 2015 med en årlig Frihedsfest. Dette bliver i år afholdt lørdag d. 8. september for at sikre, at alle kan sove ud dagen derpå efter aftenens festligheder.

Der er Børnefrihedsfest med boder, bål, sang, ansigtsmaling, hoppepude og lækkerier på legepladsen ved Mirabellevej om eftermiddagen klokken 14-16.

Om aftenen vil der fra klokken 18 være mad, øl og godt selskab for alle beboere foran Foreningsbygningen. Vi fortsætter indtil den sidste har forladt
pladsen, men for naboernes skyld nok i tidsrummet mellem midnat og 02.00.

Vi håber på godt vejr (modsat sidste år) og at se flest mulig af jer til fest og godt humør! 🙂

Yderligere detaljer er sendt ud i Grøndalsvænge Nyt.

Ekstraordinær generalforsamling tirsdag den 28 november 2017

Forberedelserne til den ekstraordinære generalforsamling er nu ved at være færdige.

Foreningen har booket Tre Falke Skolen tirsdag den 28 november, og vi vil derfor opfordre alle til at skrive denne dag i kalenderen.

Indkaldelse, adgangs og stemmekort, samt forslag, vil blive delt ud onsdag-torsdag i denne uge (uge 45).

På den ekstraordinære generalforsamling vil andelshaverne skulle tage stilling til flere vigtige emner.

Bestyrelsen stiller bl.a. følgende til afstemning:
at der kan optages lån til gennemførelse af fortovs-projektet
at der afsættes budget til nyopmåling af BBR for samtlige huse for at få håndtereret uregelmæssigheder i arealerne
nyt tillæg til afskrivningsreglerne
en ekstraordinær situation i foreningens byggeudvalg skal behandles